Gå til hovedindhold

Mere leg i skolen med Mathias Poulsen

mathiaspoulsen.png

For Mathias Poulsen er leg ikke et simpelt begreb, der kan reduceres til det, som børn gør for sjov. Sidste år på folkeskolen.dk skrev Mathias et blogindlæg, hvor han efterlyste mere leg i skolen. Her beskriver han det legende, som noget der “definerer, udvider og omkonfigurerer en persons repertoire af handlemuligheder.” For Mathias er leg altså en måde at interagere med medmennesker alle steder i samfundet.

I denne uges podcast fra Didaktor taler vi i anledningen af Counter Play, som er en årlig festival med fokus på leg, der finder sted i Aarhus den 30. marts, med arrangøren Mathias Poulsen. Som du kan læse i Mathias’ blogindlæg her på Didaktor, så synes han leg er vigtigt. Ikke vigtigt på linje med de sidste nye iPhones, sneakers eller for den sags skyld læringsmål. Nej, snarere vigtigt på linje med medborgerskab, demokrati, åndsfrihed, det gode liv og selve det at være menneske. Vigtigt på en måde, hvor det næppe kan være ret meget mere vigtigt.

Det tager vi en snak om i denne podcast, og hvis du mangler idéer til hvordan legen kan bringes ind i undervisningen, så læs med her, hvor Mathias giver fem gode legetips.

Hvis du vil læse mere om leg, så anbefaler Mathias Poulsen bogen Om leg af Helle Skovbjerg Karoff, der handler om legen og det legende i livet. Helle Skovbjerg Karoff kommer ind på hvordan lege folder sig ud, hvordan vi kan forstå leg og hvordan vi kan tale om leg? I bogen møder vi 17 børn og deres familier. Børnene leger i alle mulige sammenhænge, med alle mulige redskaber, og disse konkrete legesituationer er afsæt for bogens indkredsning af, hvordan man skaber den gode legestemning. Derudover anbefaler Mathias bogen Tekster om leg, som er en udgivelse med uddrag af danske og udenlandske tekster om leg og spil.