Gå til hovedindhold

Akademisk Forlag køber DET lille FORLAG

Akademisk Forlag har købt DET lille FORLAG med overtagelse pr. 1. januar 2025 – og styrker dermed sin portefølje på det filosofiske område. 

Akademisk Forlag køber DET lille FORLAG

”Det er os en stor fornøjelse at overtage DET lille FORLAG! Det er jo en imponerende backliste, Peter Thielst har opbygget gennem årene. Bøgerne fra DET lille FORLAG kommer til at styrke porteføljen på Akademisk Forlag væsentligt på det filosofiske område.”, udtaler Lindhardt og Ringhof Uddannelses direktør Cliff Hansen. ”I et læringshus som Lindhardt og Ringhof Uddannelse vil Peters udgivelser få godt selskab af Akademisk Forlags udgivelser.”

DET lille FORLAG har siden 1993 stået for gamle og moderne klassikerudgivelser inden for filosofi og psykologi med Peter Thielst ved roret: "Da jeg for 31 år siden søsatte DET lille FORLAG, var jeg 42; dét er jeg unægtelig ikke mere, og i foråret blev det klart, at jeg skulle lægge skuden til en ny kaj, hvor både den levende backliste og de mange slumrende rettigheder kunne se en god fremtid i møde. Derfor er jeg svært fornøjet med, at det blev Akademisk Forlag, L&R/Egmont, et solidt fagbogsforlag i en sund fondskonstruktion, så både de gamle og nye filosoffer stadig har en sikker base."

Også forlagschef på Akademisk Forlag Vibeke Nørgaard glæder sig over overtagelsen: ”DET lille FORLAGs udgivelser af blandt andet filosofiske klassikere i danske oversættelser har gennem tiden gjort dem tilgængelige for studerende og den almene læser. Og de ligger fuldstændigt i tråd med Akademisk Forlags udgivelser af lære- og fagbøger, som gør viden og forskning tilgængeligt for studerende og almene læsere. Vi tror, der stadig er mange sømil i DET lille FORLAGs udgivelser. Vi glæder os til at give dem medvind her på forlaget.”

Om DET lille FORLAG

DET lille FORLAG blev stiftet i 1993 af Peter Thielst, mag.art i filosofi og cand.mag. i dansk og idehistorie. Gennem årene har forlaget stået bag en lang række væsentlige udgivelser, bl.a. Kritik af den rene fornuft af Immanuel Kant, Moralens oprindelse af Friedrich Nietzsche og Seksualitetens historie 1-3 af Michel Foucault. Peter Thielst har selv bidraget med tre Nietzsche-oversættelser og som forfatter med Kierkegaard-bogen Livet forstås baglæns, men må leves forlæns og den nye filosofihistorie Du kan ikke tænke to tanker i den samme flod.

Om Akademisk Forlag

Akademisk Forlag blev stiftet i 1962. Forlaget udgiver fagbøger og lærebøger inden for pædagogik, skole og læring, organisation og ledelse, psykologi, filosofi, socialt arbejde samt tekniske og naturvidenskabelige fag. Bøgerne henvender sig både til studerende, til fagfolk og til nysgerrige læsere, der vil være klogere på livet i al almindelighed.

Yderligere information

Peter Thielst, DET lille FORLAG: 4024 4264 eller thielst.dlf@gmail.com
Vibeke Nørgaard, Forlagschef, Akademisk Forlag: 4020 8193 eller vn@akademisk.dk