Fysisk aktivitet og læring

BEVÆGELSE BIDRAGER TIL LÆRING

Når jeg diskuterer implementering af bevægelse i skolen med lærere, pædagoger og skoleledere møder jeg jævnligt to yderpositioner, der på hver sin måde er lige usande. Nogle er meget skeptiske omkring effekten af fysisk aktivitet på læring og opfatter ideen om bevægelse i undervisningen som et modefænomen, der snart forsvinder igen. Andre opfatter bevægelse som svaret på alverdens dårligdomme og tror på, at implementeringen af bevægelse er så vigtig, at bevægelse skal være en del af al undervisning. Begge disse positioner er i mine øjne fejlagtige, og sandheden ligger nok, som så ofte, et sted midt imellem.

“Lad os starte med det vigtigste. Ja, der er en dokumenteret sammenhæng mellem fysisk aktivitet og læring.
- Pedersen et al., 2016

Lad os starte med det vigtigste. Ja, der er en dokumenteret sammenhæng mellem fysisk aktivitet og læring uanset alder (Pedersen et al., 2016), og den sammenhæng er kausal. Der er altså ikke blot tale om, at der er en sammenhæng, men vi kan sige med stor overbevisning, at bevægelse vil bidrage positivt til læringsudbyttet.

METASTUDIER

Forskning i fysisk aktivitet og læring er i modsætning til forskning i fysisk aktivitet og sundhed et relativt nyt forskningsfelt. Den første metaanalyse (en videnskabelig artikel, hvor man analyserer en række individuelle studier, for at konkludere på et overordnet niveau) påviste en lille, men statistisk signifikant, sammenhæng mellem fysisk aktivitet og kognition.

I et studie fra 2003 udskiftede man boglige timer med idrætstimer, og forskerne konkluderede to ting:

1. At der er en positiv sammenhæng mellem fysisk aktivitet og kognition
2. At det faglige niveau i de boglige fag ikke falder, hvis noget af tiden 

anvendes på fysisk aktivitet (Sibley & Etnier, 2003). Det var dog ikke muligt på dette tidspunkt at sige noget om kausale forhold.

Fem år senere publicerede den amerikanske professor Phillip Tomporowski en forskningsartikel, der ud over at bekræfte metanalysen fra 2003 også pegede på, ”at forbedringer i børns mentale funktioner pga. idræt ses mest tydeligt i de såkaldt executive funktioner (EF)” (Tomporowski, Davis, Miller, & Naglieri, 2008). Executive funktioner dækker over de kognitive processer, der er ansvarlige for organisering og kontrol af målrettet adfærd (Best & Miller, 2010). Dette har stor betydning for for eksempel selvkontrol, arbejdshukommelse og kognitiv fleksibilitet. Med andre ord opfattes det som afgørende for børns udvikling og spiller en stor rolle, når elever (og alle andre) skal handle i komplekse og foranderlige kontekster.

I 2010 kom et review – en videnskabelig artikel baseret på flere studier– af ti interventionsstudier, der kiggede specifikt på sammenhængen mellem fysisk aktivitet og executive funktioner hos børn (Best & Miller, 2010). Konklusionen på de ti studier var, at der både er en akut (her og nu) påvirkning af børns executive funktioner ved fysisk aktivitet, og at der er en længerevarende effekt af længere træningsforløb.

Det virker indlysende, at elever med bedre arbejdshukommelse og bedre evner til problemløsning vil få mere ud af at gå i skole.
- Jesper von Seelen

FORSKELLIGE TYPER AF BEVÆGELSE

I 2016 udgav Vidensråd for Forebyggelse rapporten ”Fysisk aktivitet – læring, trivsel og sundhed i folkeskolen”. Her gennemgås evidensen for fysisk aktivitets betydning i forbindelse med seks forskellige typer af bevægelse:

1. Aktive pauser
2. Fysisk træning
3. Bevægelse integreret i undervisningen
4. Idrætsfaget
5. Fri leg/pauser
6. Aktiv transport.

Konklusionerne varierer inden for de seks kategorier, men overordnet konkluderer rapporten, at fysisk aktivitet har en positiv betydning for faglig præstation.

HVAD BLIVER VI BEDRE TIL, NÅR VI ER FYSISK AKTIVE?

Nogle af de kognitive områder, der bliver påvirket positivt af fysisk aktivitet, er: problemløsning, logisk tænkning, rumopfattelse, sproglige færdigheder, arbejdshukommelse, selvopfattelse, kognitiv hastighed og opmærksomhed. Det virker indlysende, at elever med bedre arbejdshukommelse og bedre evner til problemløsning vil få mere ud af at gå i skole.

SIKKERT OVER ET LYSKRYDS

Også helt ’almindelig’ hverdagsadfærd bliver påvirket af mere fysisk aktivitet. I efteråret 2011 testede en gruppe amerikanske forskere en gruppe 8-10-årige børns evne til at komme sikkert over et lyskryds. De brugte selvsagt ikke et ’rigtigt’ lyskryds – ingen børn blev altså kørt ned. Først gennemførte børnene testen uden at blive distraheret, og derefter igen, hvor de blev distraheret af enten musik eller af at tale i mobiltelefon. Testen viste, at når børnene blev distraheret, så var de børn, der var i god form, bedre til at komme sikkert over lyskrydset end de børn, der ikke var i så god form (Chaddock et al., 2012).

KAUSAL SAMMENHÆNG MELLEM FORM OG KOGNITION

Studier viser altså, at børn med god kondition har bedre kognitive evner. Men hvordan kan vi vide, at det er den fysiske aktivitet, der er årsag til den bedre kognitive udvikling? Er det ikke bare sådan, at de børn, der er genetisk kodet til at udvikle kognitive evner over gennemsnittet, også er de børn med overskud til fysisk aktivitet?

Et af de bedste argumenter for en kausal sammenhæng findes i et fremragende studie af den svenske forsker Maria Åberg. Åberg kiggede på data fra ikke mindre end 1,22 millioner unge svenske mænd, der var blevet testet til sessionen. Åberg kunne vise, at generelle kognitive evner hang sammen med fysisk kondition (målt som iltoptagelse). Åberg målte kognition med fire forskellige kognitive tests: logisk sans, sproglige færdigheder, geometrisk perception samt tekniske eller mekaniske færdigheder.

Ud over blot at vise sammenhængen mellem fysisk kondition og kognition lavede Åberg endnu et par analyser. Der var ca. 1400 enæggede tvillinger i datasættet, og Åberg kunne vise, at selv for tvillinger gælder, at de , der er i god form, scorer højest på de kognitive tests. Tvillingerne har boet i samme familie, fået samme kost, kommer fra samme socioøkonomiske baggrund, og som enæggede tvillinger er de genetisk set to identiske mennesker. I Åbergs data var der 1432 enæggede tvillinger og 268.496 brødre (som ikke var tvillinger). Med dette massive datamateriale kunne Åberg vise, at generne blot var ansvarlige for 14 procent af sammenhængen mellem kognition og kondition. Med andre ord: Der er ikke blot en sammenhæng mellem fysisk aktivitet og læring, men vi kan slå fast, at fysisk aktivitet bidrager til bedre kognitive funktioner (Åberg et al., 2009).

Fysisk aktivitet kan fordoble dannelsen af nye hjerneceller hos rotter
- Jesper von Seelen

ROTTER I TOPFORM HAR FLERE HJERNECELLER

Men hvad er forklaringen? Ja, en af de sandsynlige forklaringer er, at hjernen bliver mere plastisk af fysisk aktivitet. Det vil sige, at fysisk aktivitet øger hjernens evne til at danne nye hjerneceller. I forsøg på rotter, hvor man skærer hjernen op og tæller rottens hjerneceller, viser det sig, at rotter, der får legetøj at lege med, og bliver mere fysisk aktive, danner flere nye hjerneceller. Hvis man tvinger rotterne til at træne, danner de endnu flere hjerneceller. Bedst bliver det, hvis man både tvinger dem til at træne og giver dem legetøj at lege med. Når rotterne tvinges til træning og får lov at lege, danner de mere end dobbelt så mange nye hjerneceller som rotterne, der hverken leger eller træner.

Selvom forsøget (og andre lignende forsøg) er lavet på rotter, virker det alligevel som en mulig forklaring på sammenhængen mellem fysisk aktivitet og læring, at fysisk aktivitet kan fordoble dannelsen af nye hjerneceller hos rotter.

BEVÆGELSE OG TRIVSEL

Der er et stort overlap mellem forskning i sundhed og forskning i trivsel. En gruppe forskere konkluderede i 2011, at undersøgelserne på området samlet set tyder på, at fysisk aktivitet har en positiv effekt på reduktion af angst og depression, og at fysisk aktivitet kan bidrage til øget selvtillid. En anden opsamling fra samme år viste, at øget fysisk aktivitet overordnet set er forbundet med fald i niveauer af depression, angst og følelsesmæssigt ubehag, færre samspilsproblemer samt øget selvtillid blandt børn og unge (Fedewa & Ahn 2011).

Flere andre studier viser, at når børn er fysisk aktive, så oplever de øget mental sundhed og trivsel.

En af de fremtrædende pointer i mange af studierne er, at aktiviteter, der har fokus på at give børn og unge positive oplevelser af egne kompetencer, relationer til andre og selvbestemmelse, i højere grad skaber øget trivsel og indre motivation end aktiviteter med et stort fokus på konkurrence. Dette kan blandt andet opnås ved at lade eleverne bestemme selv, og ved at underviseren påtager sig en inkluderende rolle fremfor en autoritær rolle. Det kan være en udfordring, da mange bevægelses-aktiviteter har fokus på tab og vind.

Når man vælger at bruge idrætsaktiviteter, skal man undgå de værdier og normer, der handler om at vinde.
- Jesper von Seelen

SKAB NYE OG EGNE VÆRDIER OG NORMER

Mange bevægelsesaktiviteter tager afsæt i idrætsverdenen og dens værdier og normer. Disse normer og værdier er der ikke noget galt med, men det er vigtigt, at man som underviser hele tiden vurderer, om de valgte bevægelsesaktiviteter og måden, hvorpå de bliver implementeret, tilgodeser elevernes trivsel. Det er altså vigtigt at forstå bevægelse og fysisk aktivitet som meget bredere end idrætsaktiviteter. Når man vælger at bruge idrætsaktiviteter, skal man undgå de værdier og normer, der handler om at vinde.

Bevægelsesaktiviteter kan være med til at skabe ekstra motivation for at gå i skole. Dette forudsætter dog, at målet med bevægelsesaktiviteterne netop er at skabe motivation og en god oplevelse. Idrætsmiljøer, hvor fokus er på personlig udvikling og læring frem for objektive præstationskriterier og konkurrence, fremmer følelser af positive sociale relationer, kompetence og selvbestemmelse, hvilket skaber øget trivsel generelt samt øget motivation for og fastholdelse i idræt. Ligeledes øger graden af selvbestemmelse og medindflydelse graden af trivsel i og indre motivation for aktiviteten. Et idrætsmiljø med høj fokus på konkurrence og et miljø med lav grad af selvbestemmelse har derimod en negativ betydning for trivsel og indre motivation for idræt og har derfor større frafald. Disse sammenhænge gælder for både idrætsfaget og fritidsidræt. (Pedersen m.fl. 2016).

Der er flere vigtige forhold, når man som lærer implementerer bevægelse i skolen. For eksempel er det vigtigt at forstå, at det ofte er de elever, der i forvejen er dygtige, som får mest ud af aktiviteten. Det er især aktiviteter i idrætsgenren, der falder i denne kategori. Hvis du sætter en 8. klasse til at spille en 60 minutters fodboldkamp, vil der sandsynligvis være en lille gruppe elever, der slet ikke rører bolden i løbet af kampen, mens andre elever vil være en aktiv del af spillet i alle 60 minutter. Hvis man ikke aktivt foretager nogle didaktiske valg, er det altså de elever, som allerede kan spille fodbold, der bliver bedre, og forskellen mellem de dygtige og mindre dygtige bliver derfor endnu større. Der er ikke noget galt med at spille fodbold – spillet skal bare justeres, så også de elever, der ikke er så dygtige, får noget ud af at deltage. En justering kan for eksempel være at spille tre mod tre i stedet for 11 mod 11. Alene det at spille fem imod fem i stedet for 11 mod 11 betyder, at de elever, der ikke er så gode til fodbold, mere end tredobler antallet af aktioner (spiller bolden, tackler, osv.). Et simpelt didaktisk trick, der kan bruges i mange sammenhænge.

For idrætslærere er dette ikke nyt. Aktivitetsudvikling er noget af det, idrætslærere og rutinerede trænere som regel er rigtigt dygtige til. Men for mange undervisere, der ikke er vant til at bruge bevægelse i undervisningen, ligger der mange nye overvejelser omkring, hvordan man får skabt aktiviteter, som også inkluderer de elever, der ikke er så gode til at bevæge sig. Pointen knytter sig ikke alene til boldspil. Hvis man for eksempel bruger ærteposer i matematikundervisningen og øver 5-tabellen ved at kaste en ærtepose rundt, kan det være fint for de elever, der er gode til at kaste/gribe, men har du svært ved at kaste eller gribe en ærtepose, kan den fysiske aktivitet komme til at hæmme læringen i stedet for at fremme den. Det er derfor afgørende at forholde sig til elevernes forudsætninger for bevægelse.

Sørg for at eleverne har de nødvendige forudsætninger for at deltage.
- Jesper von Seelen

OPSAMLING

• Når du arbejder med bevægelse i undervisningen vil jeg anbefale at…
• … du gør dig umage med at alle elever kan være med og synes det er sjovt. Vær forsigtig med at bruge konkurrence som didaktisk værktøj og sørg for at eleverne har de nødvendige forudsætninger for at deltage.
• … du anvender bevægelse, hvor du selv og eleverne synes det passer bedst. Nogle læringsaktiviteter egner sig til at bruge kroppen og bevægelse, men der er også mange situationer hvor bevægelse ikke bidrager med noget positivt. Prøv dig frem og vurder sammen med eleverne, hvornår det fungerer for jer.
• … du anvender bevægelse på mange forskellige måder. F.eks. bevægelse integreret i den boglige undervisning, bevægelse som korte aktive pauser, bevægelse som transport til og fra skole, bevægelse i frikvarterer osv.