”Selv om det var åbenlyst, at mine forældre drak, spurgte lærerne aldrig, hvordan det stod til. Det ville jeg ønske, de havde gjort”

Mange børn og unge lever et liv som pårørende, uden vi tænker over det. Fx når deres forældre kæmper med alvorlig sygdom, afsoner en fængselsdom eller lever med et handikap.
Som familieterapeut med særligt fokus på denne gruppe børn og unge er det min erfaring, at de har behov for at blive set og forstået af deres omgivelser. Ikke kun for det, de kæmper med, men også for det, de gør for at klare sig. Nogle har behov for støtte fra de professionelle, de omgiver sig med i institution og skole.

I forbindelse med bogen Samtaler med unge pårørende interviewede jeg 21 unge om deres opvækst som pårørende. Her fremgik det, at lærere og pædagoger blev opfattet som vigtige støttepersoner. Støttepersoner, der var der for dem, fx i forbindelse med en forælders dødsfald. Men der er også nogle, der savnede, at en lærer eller pædagog havde givet dem lidt mere opmærksomhed, når det hele blev for svært.

SVÆRT AT FÅ FREM I LYSET
Undersøgelsen viser også, at mange børn og unge er tilbageholdende med at fortælle om de hjemlige problemer af frygt for, hvad andre tænker. De frygter eksklusion af fællesskabet og stigmatisering. Derfor er skolen ikke altid informeret om situationen.Selvom der er kommet mere åbenhed i samfundet, er der stadig mange tabuer. Psykiske sygdomme, misbrugsproblemer og at sidde i fængsel hører til blandt de mest tabuiserede områder. Derfor holder børnene det hemmeligt.Det er ikke altid nemt for lærere og pædagoger at spotte elever, der lever med svære problemer derhjemme. Ved du fx hvilke af dine elever, der har problemer derhjemme og behov for nogen at tale med? Ved du, om deres familier får støtte til at håndtere problemerne? Og ved du, hvordan de klarer de udfordringer, de møder?

DE STILLE BØRN
Interviewundersøgelsen viser, at det ikke er forældrenes sygdom eller problematik, der er afgørende for, hvor udsat barnet er. Det er i højere grad hvordan problemerne håndteres, klimaet i familien, og hvordan børnene bliver mødt af jævnaldrende og voksne i deres omgivelser, der er afgørende. Her ser vi igen lærere og pædagogers store betydning.

Men hvad skal man gøre som lærer eller pædagog for at yde passende støtte? Og hvad er en passende støtte?

Først skal man få øje på, hvilke børn, der viser tegn på ikke at trives, hvad enten det er i klassen, med det faglige eller i det sociale fællesskab. Det er let nok at få øje på elever med en udadreagerende og utilpasset adfærd. Men børn, der er pårørende, er ofte stille og tilpassede og derfor ikke så lette at spotte. Alligevel kan de vise diskrete tegn på ikke at trives.

En deltager i interviewundersøgelsen, der er vokset op med to forældre med alkoholproblemer, siger: ”Selv om det var åbenlyst for alle, at mine forældre drak, spurgte hverken lærerne eller mine venners forældre nogensinde, hvordan det stod til. Jeg ville ønske, de havde gjort det, for jeg ville aldrig selv sige noget. Som barn tænkte jeg ikke over, at jeg selv kunne gøre noget”.

• HVAD ER PASSENDE STØTTE?

Passende støtte for et barn, som er pårørende er en blanding af:

• At hjælpe barnet til at kunne holde fokus på undervisningen og koncentrere sig om at lære
• At være støttende og vise anerkendelse, så barnet føler sig set og forstået
• At hjælpe klassen med at forholde sig inkluderende overfor barnet
• At stimulere til støtte fra det naturlige børnefællesskab

Støtte kan også være at hjælpe barnet / hele familien til at få hjælp gennem socialforvaltning eller anden relevant instans.

MODET TIL AT SPØRGE
Det er mit indtryk, at mange voksne – professionelle og ikke-professionelle – ofte lægger mærke til børn, der viser selv små tegn på ikke at trives. Men vi holder os ofte tilbage fra at spørge ind til barnet af frygt for at komme til at gøre noget forkert. Der kræver også mod at nærme sig et barn og spørge ind til noget, man ikke er 100 % sikker på, og det gør det ikke nemmere, når det er et tabubelagt område. De unge, der har oplevet en lærer eller pædagog spørge ind til deres trivsel i en vanskelig situation, har følt det som en stor lettelse. Her var nogen, der viste interesse for det, ingen andre turde tale med dem om.

De unge, der har oplevet en lærer eller pædagog spørge ind til deres trivsel i en vanskelig situation, har følt det som en stor lettelse.
Ingelise Nordenhof

Mod skal her forstås som en evne til både at turde åbne for en dialog og være konkret med de observationer, der har ledt op til samtalen og til at turde tage fejl, hvis barnet ikke bider på i første omgang. Men også mod til at vende tilbage til emnet på et senere tidspunkt. Jeg kalder det at så et frø og give det tid til at spire. Det er også vigtigt at søge sparring hos kollegerne, høre deres observationer og få afklaret, hvem der skal tage kontakt med barnet - eller forældrene, hvis det er bedre at starte med dem.

Den enkelte fagperson bør aldrig stå alene med ansvaret. Det må samtidig sikres, at den, der har kontakten med barn eller forældre, har de nødvendige ressourcer til opgaven.